Episode Details
Back to EpisodesPORTRÆT #159 Valdemar den dyrebare - i maleri og virkelighed
Description
"Valdemar, det dyrebare nye Skud af Kongestammens sunde Gren" – sådan kalder Agnes Slott-Møller ham. Den mørkhårede dreng helt til venstre i maleriet.
”Borgerkrigens barn” bliver han kaldt af middelalderhistorikeren Lars Kjær.
Valdemar den Store, Knud Lavards Søn, konge af Danmark 1157-82.
Med afsæt i Agnes Slott-Møllers maleri Fjenneslev handler denne uges episode om Valdemar den Store – en faderløs dreng, der vokser op i borgerkrigens skygge og bliver Danmarks store, stærke og brutale konge.
Middelalderhistorikeren LARS KJÆR, lektor ved Northeastern University i London, har skrevet biografien Valdemar den Store - Borgerkrigens barn.
Med maleriet af fru Inge, Asser Rig og deres tre sønner (to biologiske og et plejebarn) skildrer Agnes Slott-Møller det, hun ser som den danske nations fødsel: Hvideslægten og Valdemarerne.
"Bag [Absalon] med Haanden paa hans Skulder Valdemar, det dyrebare nye Skud af Kongestammens sunde Gren, Knud Lavards Søn; ved sit mørke Haar lidt fremmedartet indenfor den blonde, sjællandske Skjalm-Hvide-Slægt, der gav den faderløse Dreng Værn og Ly mod Fjenders Efterstræbelser; han er klædt i rødt som Absalon i hvidt."